Træningsforløb til Ritter Classic
Som annonceret i lokale medier, m.m. tilbyder HFCK, i samarbejde med Høje-Tåstrup Kommune, et træningsforløb op til Ritter Classic, der afholdes i slutningen af august 2011.
[Du kan hente den officielle indbydelse her]
Alt, hvad der kræves for at deltage er en racercykel, en cykelhjælm og mod på at tage kampen op med de 118 km.
Vi starter op søndag d. 20. marts, kl. 9.00 ved Tåstrup Idrætshaller på Parkvej 78, hvor der vil være deltagelse af borgmester Michael Ziegler, Jens Veggerby, m.fl.
De fremmødte vil, som indbydelse siger, blive delt op i et Øst- og et Vesthold. Vestholdet (HFCK) vil lægge ud med at køre en tur på 1-1½ time, hvor vi får lært hinanden og det indbyrdes styrkeforhold at kende. Turen slutter ved HFCK’s klubhus, hvor vi byder på en forfriskning og en kort snak om, hvordan vi forstiller os resten af forløbet og hvad deltagerne forventer.
Der vil derefter være fast træning hver søndag morgen kl. 9.00 med start fra HFCK’s klubhus i Fløng med henblik på at bringe deltagerne i stand til gennemføre Ritter Classic eller lign. cykelture, når vi når august måned. Der vil, efter aftale, være mulighed for individuel rådgivning mht. til træning, samt et foredrag omkring træning og træningsplanlægning lidt senere i forløbet.
Har du lidt større ambitioner eller skulle de melde sig undervejs, er du velkommen til at deltage i HFCK’s normale fællestræning, der foregår tirsdage og torsdage fra kl. 17.30 med start fra klubhuset i Fløng og varer 2-3 timer. Dertil kræves dog medlemskab af klubben. Ifm. deltagelse i ovennævnte træningsforløb koster medlemsskabe af HFCK kun kr. 150,- for resten af 2011.
Det understreges, at man sagtens kan deltage i omtalte træningsforløb (om søndagen) uden at deltage i Ritter Classic og uden at være medlem af cykelklubben.
Med venlig hilsen
HFCK