I den forgangne weekend afviklede HFCK sit åbne licensløb i Charlotteager.

Det var en lidt ambivalent oplevelse forstået på den måde, at rammerne for løbet fungerede næsten perfekt og deltagerne var glade.
Desværre var vejret ikke med os. Primært om eftermiddagen, hvor det styrtregnede, så alt næsten bogstaveligt talt regnede væk. Det kostede desværre nogle styrt og nogle drivvåde frivillige, der dog holdt stand 🙂

Vi håber, at de ryttere, der styrede er kommet hurtigt over det og at det brækkede krageben heler hurtigt. Det er, som løbsarrangør, aldrig rart når den slags sker på ‘min vagt’. Men det hører jo desværre med til sporten og heldigvis er cykelryttere jo bare lidt sejere end alle andre ;-D

Ruten var bygget om siden sidste år og det gav en del problemer med at styre trafikken til og fra ruten hele dagen. Det betød, at vi havde flere tilfælde af bilister, der ‘påkørte’ vores trafik official ved at fortsætte med at køre, selvom de fik påbud om at standse og bilister, der kørte imod ensretningen.
Vi spørger naturligvis os selv, om vi kunne have gjort noget bedre eller anderledes for at mindske gener for trafikken, naboerne og dermed vores frivillige?
Svaret er, at ja det kunne vi godt!

Flere/større skilte med advisering, trafiksluser, flere kontroller, m.m. Det er bare også sådan, at vi som forening har begrænsede ressourcer og derfor må lave nogle prioriteringer, som alle andre projekter.

Vi vil naturligvis arbejde seriøst videre med disse muligheder i vores efterfølgende evaluering.

Vi vil jo også gerne reklamere lidt for vores by. Den trænger til det!? Specielt i denne tid, hvor den jo er ved at blive udbygget med en ny bydel “Nærheden”.
Vi havde trods alt 350 deltagere plus det løse, som måske kender nogen, der leder efter et sted at bo!?

Tilbage står nu alligevel, at jeg aldrig kommer til at forstå, hvordan man som trafikant kan vælge at ignorere anvisninger fra en person, der helt tydeligt har til opgave at dirigere trafikken til alles fælles bedste og sikkerhed.
Eller hvodan man kan vælge at ignorer lovmæssig skiltning og f.eks. køre imod en ensretning, blot fordi man jo ‘bare lige’ skal 50 m ned ad vejen!?
Men sådan er der så meget, jeg ikke forstår … 🙂

Det er ikke hensigten at puste til et allerede brændende bål, men blot at henstille til, at vi respekterer hinanden og taler sammen. Det siges at fremme forståelsen 🙂

Vi vil gerne sige en stor tak til både vores egne frivillige, distriktets folk, kommissærer og ikke mindst til rytterne, der alle trodsede elementernes rasen. Det er uden sammenligning det væreste vejr, jeg endnu har oplevet som arrangør! Der var ikke et øje tørt. Der var faktisk intet, der var tørt da sidste felt var kommet i mål. 🙂
Vi sætter pris på, at så mange mødte op på trods af vejret på en dag, hvor det havde været nemmere at blive hjemme.

Vi vil også gerne takke alle vores mange sponsorer og samarbejdspartnere og sponsorer:
#Cykelshoppenhedehusene #REMA1000Hedehusene #ByensBagerHedehusene #Cykellandroskilde #LoiusNielsen #GroupeSEB #BreschelSport #HTH #Kuma #Siemens #Quooker #HedehuseneMassage

Vi glæder os til at se alle – og flere til – igen til næste år.

Forhåbentligt i meget bedre vejr 🙂

På bestyrelsens vegne

Henrik Kartin
Formand
HFCK

Skriv en kommentar