Fredag d. 15. april afviklede HFCK i samarbejde med eliteidrætskonsulenterne i Høje-Taastrup Kommune et stort cykelevent på Charlotteskolen i Hedehusene. Der var på forhånd tilmeldt 6 klasse fra 3 forskellige skoler og i løbet af de 3-4 timer arrangementet varede, havde vi i alt 66 glade og superentusiastiske børn ude og køre på racercykel på den 3,4 km lange rundstrækning omkring Charlotteager.
Der var naturligvis, som i rigtige cykelløb, arrangeret førerbil og en af HFCK’s egne U17-ryttere, Mikkel Engelbrecht, kørte med i feltet for at give gode råd og vejledning undervejs. I konkurrencen var der plads til både klasse- og skolemesterskaber, samt naturligvis en samlet vinder i henholdsvis drenge- og piger feltet. Den stolte vinder blev, udover den flotte guldmedalje, også præmieret med en klubtrøje fra HFCK med en autograf fra årets cykelrytter 2010 og kaptajn på det hollandske Rabobank hold, Matti Breschel.
Udover de forskellige cykelkonkurrencer blev der også uddelt præmier til den klasse, der lavede det bedste banner. Vinderen af denne konkurrence blev udpeget af vor kompetente konferencie Anton, der hele dagen hjalp til med at holde humøret højt og stemningen i top.
Der er ingen tvivl om, at arrangementet var en stor succes og at vi vil gentage succesen til næste år ved samme tid.
Tak for hjælpen til alle, der deltog.